Nyhedsvisning for Byportalen

 

 

07-24-2009  -  Boom af unger i Odense Zoo...

  

 

I foråret begyndte de sædvanlige fødsler hos geder, svinehaleaber og ponyer iblandet en speciel fødsel hos kamelen, som valgte at føde midt i åbningstiden foran de besøgende gæster. Siden tog det fart med endnu flere kalve, kid og unger med hver deres historie.

 

Hos søløverne kom der unger hos begge hunner, hvilket ikke er hændt før. Det bragte den store han fuldstændig ud af den - eller nærmere en helt naturlig tilstand, som artsfæller ved de californiske kyster. Hanner gør højt og næsten konstant for at holde sammen på sit harem og fortælle andre hanner, at det er hans områder med hunner og unger. Denne gang så voldsomt, at han gøede hele døgnet, og holdt de stakkel naboer vågne. Han tabte sig hele 80 kg ud af de 370 kg. Hunnerne går nemlig i brunst kort efter fødslen, så han havde andet end fisk at tænke på!

 

Hos søkøerne blev der skabt sensation med først én unge hos den berømte ”Henriette” (hun ankom som den første søko til Odense Zoo i 2001). Siden fulgte en mere garvet hun efter, som i årenes løb har født adskillige gange. Men i år fødte hun tvillinger! Det var noget overvældende for hende. I hvert fald fik den ene af unger ikke mælk. Efter anbefaling fra koordinatoren for den europæiske bestand af søkøer, bliver den nu flasket op. Den har lært at drikke af sutteflaske under vand, som dyrepasserne sænker ned til den fem gange om dagen. Det skal de blive ved med et par måneder, inden kosten lyder på salat og andre grøntsager.

 

Således er der livlig aktivitet med usædvanlig mange unger i år i Odense Zoo. Her er listen for unger født siden marts:  

 

Zebra føl født i juli

Pudu-kid (sydamerikansk hjort) født i juli

Søløveunger født i juni

Søkounger født i juni

Dødningehovedaber unger født i maj

Zebu-kalve (asiatisk ko) født i maj

Præriehunde-unger født i april og maj

Rensdyr-kalve født i april og maj

Kamel-unge født i april

Pony-føl født april

Svinehaleabe-unger født april

Gede-kid født i marts og april

Chimpanse-unge født i marts

Kejskægtamarin-unge (sydamerikansk abe) født marts  

 

 

 

 

(Forfatter: Odense Zoo - Nina Collatz Christensen)